Skjalm Hvide ¹

  General Notes:

Alive ca. 1100.

Skjalm was earl of Sjælland and chieftan of Rügen. From him stem most of the known branches of "Hviderne" in Denmark.

When Knud Lavard's parents went on a pilgrimage to The Holy Land he was raised with Skjalm.

Skjalm var jarl av Sjælland og høvding på Rügen. Fra ham stammer den mest kjente gren av "Hviderne" i Danmark.

Hal Koch skriver om jarletittelen i Danmarks Historie 1060-1241 - Kongemagt og Kirke:
"I forbindelse med de nye embeder bør også 'jarledømmet' nævnes. At mægtige stormænd af kongerne har været indsat som styrere af landsdele, er en gammel foreteelse, men hvor gammel selve titeln "jarl" er, er svært at sige. Netop i kong Niels' regeringstid dukker den hyppigere op. Skjalm Hvide var jarl over Sjælland, kongens broder Ubbe var jarl over de sydlige øer, Knud Lavard udnævntes til jarl over grænseegnen mod syd, væsentligt med militære opgaver. Hvorledes jarlenes stilling har været, ved man ikke nøjaktigt, men sikkert er det, at de på lignende måde som ombudsmændene har deltaget i udøvelsen af kongens magt og har styret adskillige anliggender på hans vegne."
Påstanden om at de disse befatningshavere hadde jarletittel er egentlig feil, da det samtidige kildematerialet bruker titlene "dux" og "comes". Skjalm gis overhodet ingen tittel i det tilgjengelige kildematerialet. Videre var Ubbe kongens svigersønn, ikke hans bror.

Kongen var langt fra eneveldig. Stiftelsesdokument for klostre og andre dokumenter med angivelse av personnavn viser at en rekke forskjellige stormannsslekter eide tildels store jordbesittelser. Hvideslekten kjennes f.eks. i Midt- og Nordsjælland og Bodil-slekten i Sydsjælland, på Falster og Møn.
Hvideslekten støttet Erik Ejegods etterkommeres krav på tronen. Valdemar den Store ble oppfostret av Skjalm Hvides sønn Asser Rig sammen med Asser Rigs to sønner: Esbern Snare som grunnla Kalundborg og Absalon som ble erkebiskop i Lund. Bodilslekten donerte store verdier til innstiftelse av St. Peders kloster ved Næstved og Skovklosteret, det nåværende Herlufsholm.

Skjalm Hvide var en sjællandsk stormann og eide mye jordegods, spesielt i Sorø-distriktet. Han ble stamfar til den mektigste danske stormannsætt i middelalderen. Den blir kalt "Hvideætten", selv om "Hvide" kun var et personlig tilnavn.

Alle hans fire sønner, Toke, Sune, Ebbe og Asser, var ansette høvdinger, og fra de to siste nedstammer mange av Danmarks ypperste menn, bl.a. biskop Absalon, Esbern Snare og Anders Sunesen.

Knud Lavard ble oppfostret hos Skjalm da hans foreldre dro på pilgrimsferd til Det Hellige Land.

I 1062 fulgte han Svend II Estridsen i kampen mod Harald III Hardråde i Niså. Han ble ifølge Saxo såret og tatt til fange, men klarte å flykte ved Gedesø:
"Skjalm Hvide, som i sin Levetid havde hele Sjællands Stridsmagt under sig, blev haardt saaret og omringet af en stor Mængde Fjender, saa han blev tagen til Fange, ikke fordi han havde tabt Modet, men fordi han mistede saa meget Blod, at Kræfterne helt svigtede ham. Og saa stor Ærbødighed viste Fjenderne denne udmærkede Mand, at de for at bevare hans Liv satte ham i sikker Forvaring, skjønt de ellers ikke plejede at skaane deres Fanger. [...] I Nattens Mulm undveg han imidlertid fra sine Bevogtere ved Geddesø."
[Lib. xi, cap. v, 1931:307, overs. 1913 II:10.]

Etter Oluf I Hungers død ble den fjerde af Svends sønner, Erik I Ejegod, valgt til konge av stormennene. Han hadde vært ved Knuds side, da broren ble drept i Odense, og hadde flyktet til Sverige for ikke å bli enda et av det folkelige opprørs ofre.
Om hans forhold til det danske folk vet man lite. Mye tyder på at han i begynnelsen av sin regjeringstid hadde nok å gjøre med å bekjempe venderne, et slavisk folk i Nord-Tyskland. Venderne ble trengt av germanernes begynnende koloniseringer i den østlige del av Tyskland. For å klare seg begynte venderne med plyndringer, noe spesielt folket på Lolland og Falster fikk føle. Stedsnavn som Korselitse på Falster og Kramnitse og Vindeby på Lolland viser at de også klarte å bosette seg på dansk område. Tilsynelatende klarte Erik å erobre vendernes viktige base, Rügen, og å legge den under Skjalm Hvide, kongens jarl på Sjælland. Skjalms bror, Avte, falt i kamp mot venderne på vei fra Sjælland til Falster.

Skjalm døde i høy alder omkring 1113. Han ble begravet i Fjenneslev, men ble senere ført til Sorø av biskop Absalon.

Anders Bøgh, lektor ved Aarhus Universitet:
"Den berømte marsk Stig (Andersen), der 1287 dømtes fredløs for mordet på kong Erik Klipping, regnes for at tilhøre en slægt, der kaldes 'Hvide', ligesom Skjalm Hvide (død ca. 1113) og hans efterkommere - såsom f.eks. Absalon og Esben Snare. Problemet er bare, at disse slægtsnavne er sene konstruktioner. Frem til Frederik I's tid var det ikke særligt almindeligt, at adelen førte faste slægtsnavne. De fleste førte blot fornavne, der som regel var 'arvet' efter en bedstefar, og faderens navn tilføjet -sen eller -søn - som f.eks. Stig Andersen. Dog havde de fra senest ca. 1300 nogenlunde faste våbenmærker på bl.a. deres segl, som nedarvedes i mandslinierne. I 1526 bestemte Frederik I imidlertid, at adelen skulle antage faste slægtsnavne (som det skete for almindelige mennesker ca. 300 år senere), og da antog Stig Andersens efterkommere slægtsnavnet 'Hvide'. Hvorfor vides ikke. En højst usikker tradition ville vide, at Stig Andersen var efterkommer efter Skjalm Hvide. Det har han nok været i én eller anden forstand, idet danske højadelsslægter i middelalderens løb blev indgiftet i hinanden, men han har næppe været efterkommer i en direkte mandslinie. Marsk Stig førte da også et andet våbenmærke end Skjalm Hvides efterkommere i mandslinierne. En mulighed kunne måske være, at en Stig Hvide (død 1151), som vi ved grundlagde Essenbæk kloster ved sydsiden af Randers Fjord, var en forfader - og at der har eksisteret en tradition om dette på reformationstiden. I hvert fald havde den kendte marsk og hans næsten ligeså kendte sønnesøn af samme navn store godser på Djursland, og sønnesønnen Stig Andersen af Bjørnholm blev begravet i Essenbæk kloster - måske fordi det var grundlagt af et medlem af familien. Denne Stig Hvide har man også ifølge en sen og usikker tradition villet gøre til et medlem af Skjalm Hvides slægt. Formentlig skyldtes både Skjalms og Stigs tilnavne, at de var meget lyshårede el. lign., så det er yderst dristigt at slutte nogetsomhelst af disse navne. Og den sjællandske Hvideslægt - altså Skjalm Hvides efterkommere - var for længst uddød i mandslinien, da Frederik I's påbud om slægtsnavne fremkom, så ingen af dem har nogensinde været bekendt med, at de tilhørte en slægt, der kaldtes sådan."

  Noted events in his life were:

• He was employed. Earl.

Skjalm married Signe Asbjørnsdatter. (Signe Asbjørnsdatter was born circa 1050.)